Udviklingsstrategi 2023-2035 beskriver kommunalbestyrelsens ambitioner og ønsker for Svendborg-egnens langsigtede udvikling og sætter en ny, bred udviklingsretning for fremtidens Svendborg.
”I Svendborg gør vi det vigtigste bedre i stedet for at stræbe efter mere, større, flere og hurtigere. Vi giver tid, rum og mulighed for, at alle kan leve og skabe det gode liv her. Vi har samtidig udsyn: Blik for, hvordan Svendborgs særlige ekspertiser og fordele kan blive til gunst for verden – og være med til at sikre vores grundlag for det gode liv. Svendborgs styrker er vores råstof og kompas for udviklingsarbejdet, der skaber bedre erhverv, oplevelser, viden og vigtig arbejdskraft rundt om vores kernevelfærd.”
Udviklingsstrategien er blevet til i tæt samarbejde med borgere, virksomheder, foreninger og organisationer. På baggrund af det omfattende samarbejde, er der blevet udpeget fem udvalgte styrker:
- Naturen – rammen om det gode liv
- Det maritime – erhverv og kulturarven
- Turismen – natur, kultur, ro og autenticitet
- Uddannelse – tid til indsigt og plads til udsyn
- Kultur og bevægelse – en del af det gode liv
Med ’Svendborg-egnen’ mener vi alt inden for den geografiske kommune – by, landsbyer og land. Vi giver her pejlemærkerne for, hvordan forenings- og erhvervsfolk, politikere og andre lokale aktører kan arbejde sammen og holde kursen mod den bedst mulige fremtid for netop hele kommunen.
Find og læs den samlede Udviklingsstrategi 2023 her på siden 👇
Du kan hente Udviklingsstrategi 2023, som PDF her.